Placering

Hortensia i haven

Huskeregel nr. 1

Den vigtigste huskeregel med Hortensia er:
“Jo lysere en Hortensia er, des mere skygge har den brug for”. 
Helt generelt kan man sige, at de hvide og lyse sorter er meget følsomme overfor direkte sol, hvor de mørke sorter tåler betydeligt mere sol – specielt i sommerperioden. 
Hortensia kan som udgangspunkt godt lide sol, men er følsom overfor udtørring. Du skal derfor overveje, hvor du placerer din Hortensia, alt efter om den er lys eller mørk i blomsterfarven. 
Ved udtørring kommer der brune kanter på blomster og blade – udtørringsskader kan desværre ikke fjernes.

Hortensia i bede

Der er ikke noget smukkere end et stort bed i haven fyldt med runde Hortensiablomster i forskellige farver. Et sådan bed anlægges bedst i sensommeren, da planten ikke længere er i vækst og  jorden er god fugtig og næringsholdig. Langt de fleste planter oftest Hortensia ud i forårsmånederne – efter en mørk vinter trænger man ofte til nogle smukke farver i haven. Skal du plante Hortensia ud i et bed i løbet af foråret eller sommeren, er det vigtigt at finde en placering i halvskygge, evt. under et træ – gerne hvor skyggen dækker for middagssolen. Din Hortensia foretrækker også helst en placering i læ, da vind også kan være hårdt for de lange blomsterstængler. Vigtigst af alt er dog, at give Hortensiaen rigeligt med vand i perioden efter udplantning. Udtørring kan desværre medføre svidninger på blade og blomster. Vær opmærksom på, at specielt den første sæson udendørs (i meget sol) kan være hårdt for dem.

Hortensia i krukker

Fordelen ved at placere Hortensia i krukker er, at man kan flytte krukken alt efter vind og vejr. Ulempen er, at planten ikke vokser sig så stor, som den ellers ville gøre, hvis den stod i et bed. Placer din Hortensia i krukke et sted hvor der er halvskygge, eksempelvis under et halvtag eller på skyggesiden af et hus – hvis middagssolen i sommermånederne kan undgås er dette et stort plus. Efter placering i krukken, er det vigtigt din Hortensia får masser af vand – hver dag. 

Sommer vs. Vinter

Placeres en Hortensia i fuld sol i sommermånederne, er der risiko for hurtig udtørring, selv hvis planten har adgang til vand. Hortensiaen kan i direkte sol miste mere vand end den samtidig kan nå at absorbere, hvilket kan medføre udtørring – dette gælder både inde og ude. Placer derfor din Hortensia på en skyggeplads udenfor eller i et nordvendt vindue indendøre i denne periode. I vinterhalvåret foretrækker en Hortensia en vinduesplads i solen.

Hortensia og jord

Hortensia skal generelt have forholdsvis sur jord – med lav pH. Udplant derfor gerne din Hortensia i surbundsjord. Læs mere om jord og evt. blåfarvning under plejepunktet Jord og Blåfarvning

Roed Hortensia i hvide vaser

Gode råd om hortensia

Alle vores Hortensia er vinterhårdføre og kan tåle frost. Kommer der ikke blomster i din Hortensia skyldes det som regel den sene nattefrost, som ødelægger blomsteranlæggene.
Læs mere om vores tips og tricks til pasning her.

Du må gerne beskære din Hortensia, men en god fingerregel er at undgå beskæring efter Skt. Hans. I løbet af sommeren og sensommeren dannes næste års blomster, det er derfor vigtigt ikke at klippe disse af.
Læs mere om vores pasningstips her.

Alle Hortensia er fra naturens hånd enten hvide, lyserøde eller røde, men de har den unikke egenskab, at blomsterne af macrophylla typer skifter farve afhængigt af surhedsgraden og mængden af aluminiumssulfat i jorden. For at din Hortensia kan optage blåfarvningen skal jorden have den korrekte pH. 
Læs mere om blåfarvning og jord her.

Hortensia er generelt meget tørstige og kræver meget vand for at holde sig smukke. Alle vores Hortensia er færdiggødet til resten af året når de forlader vores gartneri, du behøver derfor ikke tilføre yderligere gødning det første år.
Læs mere om vores gode råd til vanding og gødning her.

Hortensia kan som udgangspunkt godt lide sol, men er meget følsom overfor udtørring. Derfor oplever mange at blomsterhovederne får brune svidninger.
Læs mere om vores gode råd til placering og vanding her. 

I 2007 etablerede vi vores egen forædlingsafdeling med fokus på udvikling af nye spændende og ikke mindst smukke Hortensia. 
Hvert år introducerer vi nye sorter til markedet – sorter der er testet og tilpasset  det danske klima. 
Se og læs mere om alle vores sorter her.