Vanding
Navnet Hortensia – eller Hydrangea, som de hedder på latin – har en interessant historie. Ordet Hydrangea stammer fra græsk, hvor ‘hydor’ betyder vand og ‘angeion’ betyder kar, med disse ord i baghovedet er det lettere at huske, at Hydrangea – eller Hortensia – er en meget vandkrævende plante.
Hortensia er fra naturens side meget tørstige samtidig med, at den er særdeles følsom overfor udtørring, specielt hvis den er placeret i en krukke udendørs, eller er nyudplantet i haven.
Din Hortensia skal gerne vandes inden den begynder at hænge/sove med blomsterne, ellers er der risiko for at blomster og blade får brune eller visne kanter. Det er vigtigt at vandet ved din Hortensia kan drænes væk, så den ikke står og sopper i vand over længere tid. Hortensia tåler ikke at stå med vand omrkring roden, da dette drukner rodnettet og dermed ødelægger planten.
Er du i tvivl om din Hortensia trænger til vand, kan du forsigtigt lægge din hånd ovenpå et blomsterhoved og mærke om blomsterbladene er faste og saftspændte – er de det, så skal din Hortensia ikke have vand. Er blomsterbladene fløjlsbløde, bør du give din Hortensia noget vand.
Gødning
Hortensia kan med fordel gødes frem til Sankt Hans, men derefter bør du holde igen, så din Hortensia kan nå at afgro, inden det bliver efterår og vinter.
Hvis en Hortensia mangler gødning, ses det let på plantens løv, som bliver gulligt i farven og ser usunde ud. Hortensia skal ikke have noget speciel gødning, helt almindelig N-P-K gødning er fint brugbart.